Pap
Skiltepap, bogbinderpap, maskinpap, gråpap, løsrygpap, træpap, – der findes mange former for pap. Nedenstående er de typer jeg selv mest bruger. Dog ikke træpappen, da jeg synes den knækker for nemt, men det er en smagssag.
- Skiltepap har en glat, hvid overflade, som gør det nemt at placere papir mv. præcist.
- Bogbinderpap/maskinpap/gråpap er også den pap som sidder på en indbunden bog. Pappet er overtrukket med papir (med eller uden tryk), lærred eller evt. skind. Denne paptype er stærk, men kan have en lidt mere ujævn overflade og er typisk ikke helt så målfast som skiltepappen.
- Løsrygpap er en tyndere udgave af bogbinderpappen og bruges til bogens ryg. Den er blød og også velegnet til at forme runde æsker.
- Træpap er let gullig og mere porøs – den knækker nemt, men er også meget nem at skære i.
Papir
Der findes så mange former for papirer, at det vil være næsten uoverskueligt at gå ind på det her, men de typer, som er beregnet til bogbinding, æskearbejde og lign. er at foretrække, da de er stærke og ofte holder farverne bedst. Mange af papirerne har sjove navne som elefanthud, bøttepapir ( eller büttenpapier) kalkerpapir, ingres, washi, hanji, forsatspapir, overtrækspapir etc.
Find dit yndlingspapir
Det kan være svært at navigere i, men prøv dig frem. Efterhånden finder man en lille håndfuld, som er dem man bedst kan lide at arbejde med. Mange er glade for det japanske washi med de farvestrålende mønstre, da det er blødt og nemt at arbejde med, også når det er vådt af lim.
Klassiske bogbinderpapirer er fx. marmorerede, det gamle håndværk lever heldigvis i bedste velgående. Der er rigtig mange dygtige marmorer-håndværkere.
Er papir til æskehåndværk dyrt? Tjaeh, det vil nogle mene, men jeg synes, de tjener sig ind ved at æsken holder længe og der er mindre spild i form at ødelagt papir. Som med så meget andet hænger kvalitet og pris sammen, og det bare for ærgerligt at bruge lang tid på et projekt, der så ikke lykkes fordi materialet var for dårligt.
Opbevaring af papiret er en anden sag. Hvis det er muligt, så opbevar det fladt. Det kan være svært med store ark på 70×100 cm, men de kan fx. opbevares mellem et par store stykker pap og stå bag en reol eller ligge under sengen. Alternativt i paprør og så evt. rul papiret modsat, inden der limes på det. Store mapper til maleri-grej er en anden mulighed.
