Find svar på de oftest stillede spørgsmål til æskehåndværket.
Hvilken type pap bruges der til æskehåndværk?
Det mest almindelige er at bruge 1,5 – 2 – 2,5 – 3 mm tyk skiltekarton, som har en glat overflade og er nemt at skære i med hobbykniv. Det har en kerne af maskinpap eller træpap og er belagt med en glat papir. Tykkelsen er nøjagtig og derfor nem at regne med.
Maskinpap/grå bogbinderpap har en lidt ru overflade og kan bruges til fx. mapper eller papirkurve, hvor den nøjagtige tykkelse ikke er påkrævet, da tykkelsen varierer på papstykket.
Hvorfor kan jeg ikke bare bruge en tilfældig pap?
Når man bygger en æske er det nødvendigt at kende pappets præcise tykkelse for at det passer med de udregninger og tegninger, der er lavet til opgaven. Det er selvfølgelig muligt at bygge en æske af andet pap, men man må så tage højde for pappets tykkelse ved udskæringen af de forskellige dele. Mine æsker tager udgangspunkt i præcise paptykkelser med mindre andet er nævnt.
Hvilken lim bør jeg bruge?
Som udgangspunkt bruger jeg bogbinderlim og klisterlim (bogbinderlim iblandet tapetklister) til æskerne. Det er beregnet til pap og papir, har en fornuftig tørretid og er stærkt og smidigt.
Jeg bruger ufortyndet bogbinderlim til at lime æskedele sammen med og i grove træk klisterlim til alt det andet. Limen smøres på med pensel eller rulle. Til samling af papdele dypper jeg bare fingrene i limbøtten.
Kan jeg bruge almindeligt gavepapir eller tapet?
Der findes utroligt mange smukke gavepapirer, men gå evt. udenom de tyndeste, da de kan have tendens til at gå i stykker, når de bliver våde af limen. Jeg bruger helst de lidt kraftigere udgaver i ark fremfor på rulle. Lav evt. en prøve for at se, hvordan papiret er, når det er vådt af klisterlim.
Det modsatte er næsten tilfældet med tapet, som kan være for kraftigt til mindre æsker og svær at montere omkring kanter og hjørner. Men flot ser det ud på en større flade på fx. en mappe eller en papirkurv.
Hvordan gør jeg limbøtten ren?
Lad lim-/klisterbøtten stå uden låg til limen er helt tør, så kan den trækkes ud i ét sammenhængende stykke. Det er både nemmere og sjovere end at rengøre med vand 😉
Limen er vandfortyndbar, så godt med varmt vand kan også være en god hjælp.
Hvordan gør jeg falsbenet rent?
Begynd endelig ikke at skrabe på falsbenet med en kniv, det skaber ridser, som evt. kan lave mærker. Læg det i stedet i blød i varmt vand, hvorefter limen kan børstes af med en opvaskebørste.
Mit papir krøller – hvad er der galt?
Måske har papiret ikke fået tid til at “strække sig”. Papir giver sig på tværs af fiberretningen, når det bliver vådt af lim eller klister. Lad det ligge et øjeblik, inden det sættes på æsken, for at undgå buler og krøller. Vær omhyggelig med at glatte ud og brug evt. falsbenet til hjælp.
Hvad er fiberretning? Hvad er baneretning?
Et af de oftest stillede spørgsmål jeg møder handler om fiberretning. Fiberretning, baneretning eller grain direction refererer til, hvad vej papirets fibre vender og er vigtigt at vide, da papiret (og pap) giver sig mere på den ene led end den anden. Det er især ved bøjelige dele som ryggen på en æske med låg eller buede dele, at det kan være en fordel at kende retningen på papiret og/eller pappet.
Hvad kan jeg bruge, når emnet skal tørre under pres?
Det er de færreste, der har en bogbinderpresse, og mindre kan sagtens gøre det. Et glat køkkenbræt kan fx. også bruges.
Jeg har fået skåret nogen stykker MDF i forskellige størrelser, ca. mellem A4 og A3. Det dækker de fleste ting. Jeg placerer emnet mellem 2 brætter og lægger noget tungt ovenpå. Husk at se efter, at det ikke er rutsjet rundt. Noget tungt kan fx. være en mursten, der er pakket ind i papir, eller en stak tunge bøger.
For at pladerne holder længe, lægger jeg altid et stykke sugende papir på pladen inden emnet placeres. Det beskytter mod fugt, så pladen ikke bliver skæv. Papiret er blot det papir, jeg limer på.
