
Jeg havde en masse ting til akvarel-maleri, der bare lå og rodede og ikke rigtig havde sin plads nogen steder. Hvad gør man så? Bygger en æske til akvarel-grej. Selvom æsken her er bygget til et bestemt indhold, kan den sagtens bruges til fx. sygrej eller broderi-ting, eller hvad der nu skal være orden på 🙂
Modellen er bygget i 2 mm skiltepap og beklædt med en tynd bogbinderlærred udvendigt og 4 farver rillet forsatspapir indvendigt. Æsken passer ind i mit vægskab og har plads til A4-papir i bunden. Øverst er der en løs indsats med 3 rum, hvoraf det ene er med yderligere et rum under, som du kan se her på billedet her.
Æsken er en videreudvikling af en anden æske “Æske til A4-papir”, som du finder tegning til under Let øvet. Jeg har forhøjet æsken og tilføjet en løs indsats til pensler og småting. Indsatsen er mindre end selve æsken efter samme princip som låget er større end bunden – i dette tilfælde 8 mm i forskel.
Jeg blev forleden spurgt om, hvordan jeg udregner størrelsen på æske og låg, så det passer pænt sammen. Når jeg som her bygger i 2 mm pap, er forskellen som udgangspunkt 8 mm (og 7 mm ved 1,5 mm paptykkelse), men det afhænger altid af flere ting:
- paptykkelse
- beklædningsmateriale
- plads til luft
- hvor løst vil jeg have låget
- æskens størrelse
Hvis jeg altså ved, at jeg vil beklæde med fx. bogvelour, er det godt at have ekstra plads til luft, da velour har det med at “holde igen” på låget, hvis det er for stramt. Æsken her er endt med at have en indsats, der er en anelse stram, men stadig ok. Jeg vil måske forsøge med at lave forskellen helt op til 10 mm i denne størrelse ved beklædning af bogbinderlærred.
Jeg tager også fejl indimellem og får lavet noget, der slet ikke fungerer, men så ændrer jeg målene og bygger fx. et nyt låg. Det tiloversblevne låg kan så få en ny bund, og vupti, så har jeg 2 æsker 😉

Som du kan se herover, er der mange dele til æsken. Sørg for at markere dem med fx. bogstaver, så der ikke bliver byttet rundt på dem. Eller du kan samle dem i æskens enkelte dele lidt ad gangen. Jeg kan bedst lige at skære alt og så sidde og hygge med at samle æskens dele. Rækkefølgen er ikke vigtig, bare det er sjovt.
– På det 3. billede kan du se, at jeg har skåret et ekstra stykke pap som styrestykke til at holde på skillevæggen, mens den tørrer. Den lille klemme holder papstykket på plads.
Skær de største dele først
Når jeg bygger en æske med mange dele, skærer jeg altid de største (eller længste) dele først og dernæst de næststørste og så videre. På den måde udnyttes papstykket bedst og jeg får mindst muligt spild. Jeg skærer altid et lige snit, så mit papstykke hele tiden er lige og i vinkel. Du kan se, hvordan jeg skærer i videoen her.
Der bliver selvfølgelig altid nogle stumper tilovers, som ikke rigtig duer til noget. Dem bruger jeg til at tørre lim af med, når æsken samles. Det kan du se til sidst i videoen, hvor æsken samles.

Når æsken er samlet og slebet efter for evt. ujævnheder, beklædes bunden udvendigt. Den indre falskant (2 lag pap = 4 mm) beklæder jeg med strimler på 2 cm – først på de korte sider, derefter de lange. På de korte sider går de lidt omkring hjørnet.

De korte sider af den øverste del kan nu beklædes. Papiret skal passe præcist i højden: det står på falskanten og slutter 2-5 mm under æskekanten afhængig af, hvad man kan lide. Når de korte ender er beklædt, dekoreres de lange sider. Æskens nederste del beklædes som var det en almindelig æskebund. De korte ender først, dernæst de lange.


For at finde det rette mål på papiret til selve bunden, kan du bruge et stykke papir, som du giver en markering med falsbenet.
På større æsker er det ofte nødvendigt at skære et stykke af papiret på den led, det strækker sig, når det bliver vådt af klisterlim. Du kan evt. lave et teststykke på 1 cm bredde og klæbe det op på et stykke papir/makulatur for at se, hvor meget det strækker sig. Så ved du, hvor meget der skal skæres af.
Når papiret er monteret, er det en god idé at lade det tørre under pres
Jeg har lagt et stykke papir under brættet til at suge fugten og vægt ovenpå. Modlim også gerne undersiden (som vist billede 21) med samme tykkelse beklædning som æsken. Det stiver æsken godt af og sørger for, at pappet ikke slår sig skævt.

Indsatsen til æsken dekoreres efter samme principper, dog uden plade under bunden. Skillerummene stiver æsken af, så du kan nøjes med at beklæde med papir under bunden. Hvis du gerne vil sætte en bundplade på indsatsen, så husk at gøre rummet til den højere, så den ikke kommer til at gå op over æskens kant.

Låget beklædes på de korte og lange sider. På større æsker forer jeg altid indersiden med stykke papir, så låget ikke slår sig, mens jeg laver lågpladen. På æskens top og på selve lågpladen forer jeg op med materiale, der har samme tykkelse som beklædningsmaterialet. Her kan du sagtens bruge forskellige farver og stumper. På den måde bliver lågpladen flot jævn.
HUSK at lade den tørre helt under pres, inden den monteres på låget.

På billede 22 kan du se æsken sat ned i låget. Her har jeg netop monteret lågpladen, og har sat den i pres. Jeg bruger selve æsken som hjælp til at presse: Inde i æsken ligger der et bræt med vægt på og ovenpå æsken endnu et bræt med vægt på. På den måde får jeg æskens bund og sider til at hjælpe med at fordele vægten og lade hele molevitten tørre med vægt på. Lad endelig æsken tørre HELT under pres – gerne natten over.
Jeg havde en masse ting til akvarel-maleri – nu kom der endelig styr på dem.
Jeg håber du fik lidt inspiration 😉
Ulla



No Comments